Op til overfladen efter min skulderskade

Som mange af jer sikkert allerede ved har jeg gennem nogle måneder nu gået til intens fysioterapi for min skulderskade. Og jeg trænger sådan til at få sat lidt ord på det hele, så håber du vil læse med. (spændende om jeg så kan nøjes med lidt ord 😉 )

Jeg startede hos Pernille i april måned og har nu nærmest været hos hende på hendes klinik i Århus hver eneste uge siden. Jeg elsker at komme der! Pernille rummer alle de dumme spørgsmål jeg kommer med og hun rummer at min krop og mit liv har været så meget præget af smerte.

Det var en hård start

Inden jeg startede hos Pernille, var jeg faktisk ved at give op. Altså ikke sådan rigtig give op, men acceptere at mit liv altid ville være forbundet med voldsomme smerter fra min venstre arm.

Årsagen er formentlig at jeg har overtrænet og trænet forkert. Jeg var naturligvis ikke klar over, hvad jeg gjorde forkert og opdagede først at det var rigtig skidt, langt inde i min træning..

Heldigvis endte jeg (efter eget initiativ) hos den dygtigste kiropraktor, som hurtigt fik mig sendt de rigtige steder hen, – jeg fik konstateret en skulder impingement (sammenklemning i skulderleddet) og måtte have en blokade for bare at være til. Efter blokaden sidste år startede jeg hos en lokal fysioterapeut med håbet om og troen på at alt blev godt igen.

Jeg har altid været overbevist om at træning og en aktiv livsstil er vejen frem, også på trods af skader. Men langsomt så mistede jeg modet…efter 6 mdr. var der ingen fremskridt og jeg så mere indad end udad, desværre. Jeg var sikker på det var min krop der var udfordringen.

Jeg kunne ikke se en ende på det!

Efter yderligere 6 mdr med alt andet end fremgang var jeg virkelig ked af det. Jeg havde smerter hele tiden og kunne på en eller anden måde bare ikke se mig ud af det længere. Nu hjalp det ikke engang at holde mig i ro.

Så fik jeg et lille skub og tog kontakt til Pernille.. For første gang i et helt år følte jeg mig hørt! For første gang i et helt år følte jeg, at der rent faktisk var noget at gøre. Pernille har virkelig fået mig til igen at håbe på en fremtid  uden smerter.

Jeg gik alt for længe med min skade, og den har altså dermed givet flere skavanker. Der er meget at rette op på, men jeg sætter min lid 100% til Pernille og hendes evne til at se sammenhængene i hele kroppen.

Det gør ondt….

Det gør ondt både i kroppen og i sjælen at gå med så stærke smerter hver dag. Det piller en ned lige så langsomt og det får indflydelse på ens hverdag, selvom man kæmper imod. Og jeg har virkelig kæmpet! Til sidst indhenter det os.

Behandlingen gør ondt. Men det er en god smerte. Vi kommer ind og arbejder med så mange dybtliggende uhensigtsmæssigheder, som man slet ikke kan forestille sig. Og det gør ondt. Lige nu har vi fat i muskler og væv der har arbejdet forkert i 2 år.

Men jeg ved det er en god smerte, for efter hver eneste behandling er jeg tættere på at komme i mål og tættere på en smertefri hverdag. Jeg har lang vej endnu, men min krop er ved at acceptere at den skal tænke anderledes. Ved i hvor svært det er at ændre mønstre ? Pyha…

Følelserne får frit spil

Men det er ikke kun den fysiske behandling der sætter spor. Jeg arbejder virkelig også med nogle dybe følelser og det mærkede jeg for alvor ved et af mine seneste besøg. Tårerne strømmede ud af mig, og jeg var jo egentlig ikke ked af det. Men det sætter gang i så mange følelser når alle de “dårlige lag” skrælles af.

Jeg var faktisk overrasket over min reaktion, jeg viser normalt ikke følelser, men det overrumplede mig. Og det mærkeligste af det hele var at det føltes godt bagefter. Der lå jeg så og græd foran et menneske som jo ikke kender mig på den måde. Pernille kommer tæt på, men ikke følelsesmæssigt…men det gør hun så alligevel.

Efter den behandling var jeg enormt træt. Men samtidig lettet og klar til enhver udfordring der måtte komme.

Jeg vil vinde det her!

Men hold op hvor er det hårdt. Hårdt at have så lidt indflydelse på ens egen velvære. Når man kommer derud hvor en pille ikke længere kan fixe det man nu engang slås med…så er det altså alvor. Og det er jo lige meget hvilken smerte og hvor den stammer fra. Jeg føler med alle der måtte slås med smerter på den her måde.

Hun har en evne…

Med fare for at lyde som en reklame, så må jeg bare sige at jeg har ikke mødt en som Pernille. Og at sammenligne hende med de fysioterapeuter jeg tidligere har gået ved, er en helt umulig ting. Hun er i en liga for sig.

Hun har med sin evne til at se sammenhænge og med sine ord kunne forklare mig hvorfor jeg har fået min skade. Det er så vigtigt for at jeg i det videre arbejde kan rette op på de fejl, jeg jo har begået for at ende, der hvor jeg var. Og jeg skriver VAR, for jeg har rykket mig.

Jeg har mindre smerter nu, jeg ved hvilke øvelser jeg skal lave for at blive stærkere og jeg har troen på det – igen! Jeg ved godt min egen vilje til at ville det her, til at holde fast i min aktive livsstil også spiller en stor rolle, men det gør Pernille altså også 🙂

Jeg er super spændt på sommerferien, hvor jeg nu faktisk holder pause fra behandlingerne. Jeg ved det nok skal gå, jeg ved nemlig hvad jeg skal arbejde med.

Og nu har jeg troen

Afslutningvis vil jeg huske jer på at det ikke er al smerte man kan se….og selvom nogen er aktiv og glad i låget det meste af tiden, kan smerterne sagtens fylde alt for meget.

Lov mig at går du med smerter, så grib fat i en der kan hjælpe dig. Og bor du i nærheden af Pernille, så er det hende du skal tage fat i. Her slipper du får symptombehandling. Hun ved virkelig hvad hun snakker om og hun har mine varmeste anbefalinger. Du kan se hendes facebookside her

Tusinde tak fordi du læste med 🙂

og undskyld ! Det blev lidt mere end få ord 🙂

Skriv en kommentar

avatar

  Abonner  
Giv besked om
Luk Menu