Mit første helt personlige indlæg – ærlighed helt indefra.

Mit første helt personlige indlæg – ærlighed helt indefra.

Mit til dato ærligste og mest personlige indlæg om mig selv, mit liv og min motivation og min kamp.

De af jer der følger med på Instagram kender mig som Heidi, hende der træner meget, gør en stor ære i at hygge om sine børn, bager og elsker sund mad og en balance i tingene. Det er mig 🙂 Men jeg er også en helt anden. En anden som jeg ind i mellem forsøger at styre i en positiv retning, via inspiration fra de sociale meder. Jo mere positivitet man kan få ind og dele ud af, jo mere smitter det af  – i hvert fald – på mig.

Det har jeg haft brug for. Og jeg elsker den måde vi kan bruge hinanden på.

Jeg brækker mig sjældent på de sociale medier, er for det meste positiv og her på bloggen har jeg mest brugt tiden på opskrifter. Jeg har faktisk ikke gjort så meget i de her personlige indlæg, men kan mærke jeg får lys til at dele lidt mere af mig med jer, det gider læse med. Så må vi se om I stadig vil læse med 🙂

Som I sikkert allerede ved så er jeg mor til 2 dejlige børn, gift med Jesper og bor i Ebeltoft. Jeg har mange bolde i luften og jeg er en rigtig glad pige med masser af ben i næsen og gå på mod. Men hvad mange af jer ikke ved så kæmper jeg faktisk en kamp hver eneste dag for tiden.

Min træning er og bliver mit frirum. Jeg træner ikke kun for at  blive bum stærk – altså det gør jeg selvfølgelig også, men jeg skal have styr på min ryg, på min skulder og mine lunger skal hele tiden provokeres. Så det er faktisk nødvendigt at jeg træner jævnligt. Men jeg træner også for at slippe det herhjemme. For at få luft til tankerne og få bearbejdet hvad end der måtte være af tanke myller. Og jeg elsker det! Jeg elsker at komme af sted og elsker at jeg kan mærke, at jeg arbejder med min krop og med mine muskler. At jeg bliver stærkere og at det er mig der er i kontrol. Det er nok det der altid har drevet mig lidt. Og alt dette kan man nok sagtens gætte sig til, hvis man følger lidt med her på bloggen.

Jeg har faktisk altid haft nemt ved at bygge muskler, så mine resultater har været hurtige og har egentlig ikke skulle arbejde så hårdt for det. Så er man flyvende og det motivere end helt ubeskriveligt. Jeg har egentlig aldrig trænet inden jeg fik børn. Men jeg fandt ud af at jeg var god til det – det fangede mig, så fandt ligesom en “hylde” der som jeg kunne bruge lidt af min fritid på. Træning er sjovt og jeg får så meget energi jeg kan bruge på min lille familie. Men meget er sket siden jeg fandt ud af at træning lige var noget for mig.

Jeg blev ramt af en skade i ryggen – eller den har vel nærmest altid været der, jeg var bare ikke klar over det, før jeg begyndte at træne for hårdt til, hvad den kunne holde til. Fra den ene dag til den anden gik jeg til at få kraftige daglige smerter og røg på smertestillende hver dag. Jeg gik i lidt mere end 6 mdr. og måtte efter anvisning fra min daværende læge, ikke træne. Jeg følte mig fanget et sted i ingen mands land. For pludselig kunne jeg jo mærke, hvad det at have en aktiv krop betød for mig. Jeg kunne ikke engang spille fodbold med mine børn!

Heldigvis tog lægen fejl. Det betød bare en helt anden måde at træne på, for mit vedkommende, men det var okay. Jeg skulle starte til genoptræning af ryggen, for at sikre at min lænd ikke blev ødelagt yderligere. Heldigvis fik jeg fat i en kiropraktor som vidste præcis hvad han talte om! Diagnosen var at kom jeg ikke i gang med at træne lænden på en anden måde, ville jeg ende i kørestol. Jamen så fik jeg da egentlig fart på og fik da også et mål 🙂 Et mål jeg kunne bruge til noget. Men pludselig kunne jeg ikke kun træne for fornøjelsens skyld – men det var en nødvendighed. Jeg kunne ikke træne med de piger jeg plejede og måtte melde mig ud af det fællesskab vi havde fået gennem træningen. Heldigvis holdte de fleste ved rent privat, men alligevel, så var der lige endnu en kamel der skulle sluges.

Jeg er født med en bygningsfejl i lænden, og det betyder at kerne muskulatur i lænden skal styrkes. Jeg er god til at motivere mig selv, så jeg skulle bare i gang igen. Og jeg var skide lettet over at jeg kunne og at jeg måtte. Så den fik fuld smadder i lang ting. Ikke uden smerter, og udfordringer, men jeg er virkelig en fighter, så det satte mig ikke ud af kurs. Mit mål var en stærk ryg.

Lidt mere end 1 år inde i min træning, får jeg desværre overbelastet min venstre skulder og raget en skulder impingement til mig. Jeg har en slimsæk der sætter sig fast mellem leddene i min skulder så snart skulderen kommer over brysthøjde. Det sætter sine begrænsninger og jeg gik med meget stærke smerter i mere end 4 mdr. Jeg får så 2 blokader og bliver undersøgt forskellige steder og har siden februar i år gået til genoptræning. Igen blev min træning sat på prøve og endevendt. For ikke nok med, at jeg ikke kunne træne tungt pga. lænden længere, så kunne jeg nu heller ikke træne mine skuldre, som jeg plejede.

Argh! frustrationerne var nu virkelig til at mærke på! For hvorfor skulle jeg rammes af endnu en udfordring når jeg nu bare så gerne ville være aktiv…Men efter at have smagt lidt på nederlaget så blev jeg jo enig med mig selvom, at jeg bare måtte træne det jeg kunne. Min ryg havde jo stadig brug for styrken og smidigheden og jeg skulle genoptræne skulderen – hvilket jeg stadig er i gang med. Min blokade slap for alvor op i maj måned så der kunne vi først rigtig mærke hvilken træning der hjælper mig.

En skulderskade af den kaliber, den er langsommelig at komme over. Det er tålmodighed og omtanke, HELE tiden. Og det må jeg erkende at det besidder jeg altså ikke ret meget af. Jeg gik fra at træne tunge vægte, lave pull ups og masser af armbøjninger, til nu at stå med en elastik og lave øvelser for de små muskelgrupper. Det er da ikke fedt. Men nødvendigt! Og jeg vil stadig gerne have mit frirum, så jeg tager af sted og jeg gør som jeg får besked på. Men jeg var gal i lang tid. Både pga. mine begrænsninger, men også fordi jeg igen var tilbage på smertestillende 24/7.

Sidste år i april fik jeg så konstateret lungesygdommen sarkoidose – en bindevævssygdom i lungerne, som ligesom låser bindevævet i lungen, så jeg ikke kan få fuldt udbytte af hvad mine lunger kan. Diagnosen var, at sygdommen var udbrændt, så den skade der var sket på lungerne, kunne ikke ændres.  Jeg opdagede det faktisk fordi jeg gang på gang fik lungebetændelser, og havde heldigvis en meget dygtig længe som simpelthen tog nogle blodprøver, som andre ikke have tænkt på. Jeg blev faktisk rigtig bange. Jeg skulle medicineres med prednisolon og det havde jeg det svært med.

Endnu en udfordring. Skaden var nemlig den at jeg havde mistet 30% af min lungekapacitet. Og den kommer ikke igen. Mange lever med nedsat lungefunktion, det ved jeg da godt – men ikke mange når de er 36, som jeg var på daværende tidspunkt. Jeg har på bekostning af lungerne fået endnu mere bid på tanden med at træne. For lungerne skal provokeres, de skal arbejdes med og hele tiden bruges til det ypperste. Så det er bare om at komme af sted, op af sofaen og i gang. Og jeg tager selv kontrollen over mit liv på den måde. Men det tog mig da lidt tid at komme dertil rent mentalt.

Det ramte mig faktisk hårdere end noget af det andet. Jeg var og er træt hele tiden, fordi mine lunger ikke ilter min krop godt nok. Jeg er så træt… Og det her kan jeg jo ikke fixe lige meget hvad jeg gør, hvordan jeg træner eller genoptræner. Det er en permanent ændring som skræmmer mig.

Alt de her kogt sammen, det koster på mange fronter – og det tager tid at acceptere at lige meget hvor meget man kæmper, så er man bare ikke den samme – heller ikke i andres øjne. For lige meget hvor meget man end forsøger, så vil det ændre en. Smerterne ændre end, det manglende overskud ændre end. Man kan ikke det samme og på et tidspunkt så opdager man også, at man ikke har lyst til at gøre de samme ting mere – for det kræver for meget og prisen er for stor.

Udfordringerne, smerterne, trætheden, kampen, følgerne deraf….. jeg er jo stadig mig, Jeg er stadig mor til 2 dejlige børn og gift med Jesper. Jeg har stadig mit fuldtidsarbejde. Jeg er stadig rigtig glad, jeg elsker at opleve ting og jeg er stadig den samme livsglade pige som altid. Jeg kan godt have ondt af mig selv, men når det så er overstået så rejser jeg mig igen. Jeg har lige pludselig en kæmpe bagage med, som jeg også skal lære at forholde mig til. Og det er da hårdt ind imellem. Men jeg piver altså sjældent, for hvad hjælper det?

Jeg er en fighter.

Jeg går med oprejst pande og jeg kæmper videre! Men ind imellem så knækker filmen og så skal jeg finde kræfter på ny. Det er ikke et billede som ret mange ser. Jeg tænker ikke mange kan finde inspiration i den del – jeg vil hellere dele den glæde jeg finder ved så at presse mig selv. Lade verden se, at man kan hvad man vil.

Jeg kan og jeg skal! For hvad bliver jeg, hvis ikke jeg bliver ved med at kæmpe…?

I kan hvad I vil – og det nytter intet at give op. Jeg finder så stor glæde ved at kunne dele det med andre, at kunne inspirere andre og motivere andre til selv at komme ud af den skygge man nu engang måske er kravlet i.

Nu handler min kamp om min krop og min træning, men det kan være så mange andre ting og meget mindre ting, der virker meget større. Men tro på dig selv. Tag viljen i din egen hånd og tag ansvar for dit liv. Hvis jeg kan, så kan I også!

Vi kæmper alle sammen med et eller andet, og det her er så min kamp. Nu kender I den.

Tusinde tak fordi I læste med.

16
Skriv en kommentar

avatar

10 Kommentartråde
6 Trådsvar
0 Følgere
 
Mest votede kommentar
Mest omdiskuterede tråd
  Abonner  
Nyeste Ældste Mest upvotede
Giv besked om
Jeanette
Gæst
Jeanette

Super inspirerende historie, du er bare så mega sej!! ????

Tanja Juul
Gæst
Tanja Juul

DU er en KÆMPE inspiration for mig Heidi???? Tak for dit ærlige indlæg – alle kæmper deres egen kamp, tak for at du er så ærlig og åbner den????

Bodil Henningsen
Gæst
Bodil Henningsen

Det er virkelig indspirerende at læse din historie. Jeg kæmper også med nogle ting feks. For højt stofskifte. Så jeg har det bedst når jeg får trænet hver dag . Det hjælper min krop rigtig meget . Jeg sluger alt du lægger op på Facebook og Instagram. Tusind tak ????

Maria
Gæst
Maria

Hvor er du bare sej, sådan en kamp og sådan en modstand og du er her stadig, kæmper hver dag og man ser dig kun med et smil på læben tager virkelig hatten af for dig, du er en stor stor inspiration for rigtig mange mennesker. Ville ønske jeg selv besad den kampstyrke. Kæmper desværre selv og håber på, at jeg når et mål der hedder flexjob inden det næste år, så der kan komme ro på.
Men fantastisk du bare kæmper vidre , med al den modstand.

Janni
Gæst
Janni

Du vil altid være Min allerbedste ven Heidi ❤️
Og du er altså mega sej ???????? Tager sgu hatten af for dig, ved jo du ikke har haft det nemt ????

Janni
Gæst
Janni

Wow et super godt indlæg ???????????? står selv i en situation med ødelagte og smertefulde knæ, som nærmest umuliggør enhver træning. Det er ubeskriveligt hårdt, når man er vant til at træne næsten dagligt og med stor intensitet ???????? Har SÅ svært ved at holde hovedet højt.. føler nærmere jeg er ved at lulle mig selv ind i en depression ????

Simonevhansen
Gæst
Simonevhansen

Respekt, Heidi ????????
Jeg elsker at følge dig med alt, hvad det indebærer ????

Mia
Gæst
Mia

Sikke et inspirerende opslag ???????? Vildt imponerende at du besidder styrken til at sparke tilbage med sådan en kraft. Men hvornår pokker træner du? Jeg tænker – med 2 børn og fuldtidsarbejde?! Og hvor meget træner du?

Jeg kan på ingen måde finde en struktur – er selv mor til 2 og har fuldtidsarbejde. Starter sagen kl 5 og ungerne sover kl 20 og der er jeg FÆRDIG!!! Så hvad gør du/i?

Mvh Mia

Luk Menu